Mit liv


Modgang gør stærk

Barndommens lektie: Det startede sådan set lidt som en vittighed. Mine kære forældre syntes det var sjovt at kalde mig for Søren Bruun – for ham fra radisserne, han er da sådan en sød lille fyr. Tak for det. Så var der ligesom lagt i kakkelovnen. 

Jeg skulle lige forbi puberteten, før jeg kunne se det morsomme. Som lille var jeg svag.
Var ved at dø af astma flere gange. Dårlig start. Fodbold og andre normale
sociale aktiviteter var udelukket. I stedet blev det til skak, skydning og spejderliv.

Vandt også et Danmarksmesterskab i spejdersport, som meget ung mand – det var stort. Vi var én ud af mere end 10.000 patruljer, der kæmpede på landsplan i alt fra orienteringsløb til pionering, overlevelse i naturen, m.v. Siden gik det op for mig at den form for træning var startskuddet til alt det jeg siden har lært om teamwork og realtids-problemløsning. Der er en grund til, at mange topledere har startet deres karriere som spejdere. Skydning giver ro, fokus og evne til at ramme skiven. Skak, som jeg endte med at blive ganske habil til, udvikler evnen til at tænke et par træk frem. Det har jeg haft meget glæde af. Ved siden af alt dette trænede min far mig med håndvægte i kælderen, så jeg kunne få lidt muskelkraft og selvtillid. Tak for det.

… Gaaaab, tænker du måske. Hvorfor skriver han det ? Fordi jeg gerne vil sende en hilsen til alle unge, der ikke synes de slår til; som har fået en skæv start. Kæmp med det du har, så kommer du langt. Læs Gummi Tarzan, så ved du hvad jeg taler om.


Find din egen vej

Ungdommens oprør: Med årene kom styrken og modet til at være anderledes. Først meget senere forstod jeg hvor værdifuldt det er at skille sig ud. At gå andre veje. Modsat mange andre oprørske teenagers var jeg i fin harmoni med mine forældre. Første oprør var i stedet rettet mod min klasselærer i det, der svarer til 9-klasse. Hun var en heks, der kun havde én ting i hovedet: at få flest mulige af os i gymnasiet.
Jeg havde fine karakterer, men nægtede at blive et nummer i den statistik. I stedet valgte jeg – med fuld opbakning hjemmefra – at tage en 1-årig handelsskole uddannelse (læs: tabervejen, iflg. klasselæreren) inden jeg startede i den lokale bank som elev, kun 17 år gammel (yes !!).

Siden gjorde jeg oprør mod et fagforeningsdomineret regime, der pressede alle gennem et internt bankskole-forløb. I stedet blev det til et HD studie, som bragte mig til en lederstilling i en stor filial i København, siden til hovedkontoret og så videre til New York som 23 årig i Danmarks ældste bank, Privatbanken, som i dag er en del af Nordea.
Single in the Big Apple (yes, yes !!). Verden lå bogstaveligt talt for mine fødder. Det var sgu i orden. Læringen var at det ikke altid betaler sig at gå den slagne vej i andres fodspor.


Skab chancen

Ud af skabet: Firmabil, fed løn og jævnaldrene, som begyndte at se op til ham splejsen, der pludselig var godt i gang. I maven groede noget der ville ud. Lysten til at folde vingerne ud og til at prøve lykken uden for den store bank. Derfor var der ikke langt fra tanke til handling da jeg mødte en jævnaldrende dansker, som havde samme drømme. Vi blev venner, sagde vores sikre og velbetalte jobs op og sprang ud som iværksættere. Panik i vores familier og højlydt undren hos vennerne. “Er I blevet vanvittige?”, spurgte mange. Svaret var vel ja. Vi gik planken ud som “ægte entreprenører”. Vi lånte 13 millioner (!) på vores glatte ansigter og købte en plastik-fabrik på Amager sammen med andre professionelle investorer som vi havde fundet i mellemtiden. Vi knoklede som sindssyge – og det gav pote. Vi var Danmarks yngste direktører og kom på forsiden af det daværende Børsens Nyhedsmagasin. Vi fik vores bestyrelse med på at købe to fabrikker mere og konsoliderede en branche, som var gået i stå. Meget gik godt og andet gik skidt. Virksomheden blev siden solgt og kørte videre. Det var en vanvittig rejse og mere værd end nogen anden uddannelse. Det var livets skole i høj potens og ja, det skete fordi vi tog chancen og gik ”all in”.


Heldet følger den, der arbejder hårdt

Ind på sporet: Efter nogle spændende år med international forretningsudvikling og medens jeg var igang med en Executive MBA uddannelse kom jeg videre til Danmarks første ventureselskab med fokus på teknologi, 2M Invest. (Bemærk: rigtig mange brugte MBA uddannelsen til et karrierehop eller karrriereskift). Dermed var jeg inde på teknologisporet. Vi taler 1993, før internettet, før e-mail og SMS. Tiden siden er gået med daglig træning i hvordan man udvikler teknologivirksomheder internationalt. Det bliver en livsstil og er det sjoveste og mest stimulerende, der findes. At gå i partnerskab med iværksættere, og så kæmpe kampen sammen – op ad bjerget – i vished om at der er tusind måder man kan fejle på. 

I 2M Invest var jeg ansvarlig for og dybt involveret i en håndfuld succesfulde exits, inklusive Beologic, der gik fra 3 mand i ”maven på B&O” i Struer til 60 mand i Herlev og fra 1 til 50 millioner US dollar i værdi på under 3 år – inden den blev solgt til en stor amerikansk teknologivirksomhed. 2M’s andel af denne fortjeneste var 75 millioner kroner og det var samtidig min debut som bestyrelsesformand. Så jeg var stolt. En fantastisk og intensiv rejse, der kulminerede med forhandlinger flere døgn i træk. Det var samtidig min ilddåb som M&A mand. Hvilken forløsning.

Samtidig sad jeg tilbage med den stimulerende viden, at der er masser af mønstre og masser af læring, som kan bruges og genbruges når man skal tage gode og sikre skridt fremad. Det var derfor med ambitionen om at gentage successen fra Beologic at jeg stiftede
1CT i 2005. Efter 8½ år i London rykkede familien tilbage til Danmark i 2009 og lige nu har vi i 1CT sådanne partnerskaber med 7 super spændende porteføljeselskaber og driver samtidig en virksomhed, hvor vi rådgiver i forbindelse med køb og salg af virksomheder. Læren er at succes kræver lige dele tålmodighed og dedikation.


Om at lære på den hårde måde

Modvind i krisetid: Selv om man gør sig umage er det umuligt at undgå at noget går galt. Det har alle iværksættere prøvet flere gange end de kan huske. Op igen; videre. Det samme har jeg fra tid til anden måtte sande. Når man har rundet de 50 (mærkelig tanke, men en biologisk kendsgerning), så kan man se tilbage på ting man i bakspejlet ville ha’ gjort anderledes.  I den kategori var 00’erne et underligt årti. Det startede og sluttede i fin stil, men der var undervejs især to episoder, som jeg godt kunne have levet uden.

Det startede med at jeg forlod 2M Invest i tide. Vi var uenige om strategien, og min indre bankmand var bare ikke enig med den øvrige ledelse om strategien. Så jeg forlod partnerskabet og solgte en del af mine aktier, medens der var tre cifre (før kommaet) i aktiekursen. Det gav mig en vis økonomisk uafhængighed. Det var den gode ”nyhed”. Desværre gik min vurdering af situationen i opfyldelse og 2M gik konkurs i juli 2002. Det var mindre end eet år efter terrorangrebet på Twin Towers i New York, den 11. september 2001. Konkursen var en kæmpe skuffelse for mig og mange andre der så 2M som flagskibet i dansk venture kapital. Én ulykke kommer som bekendt sjældent alene. Jeg har altid lært at man skal gøre tingene færdigt, så i slutspillet med 2M – altså efter at jeg reelt var ude af 2M Invest – påtog jeg mig som konsulent at finde et nyt hjem til 3 porteføljevirksomheder, inklusive IT Factory, som jeg havde været formand for hele vejen fra 4 mand til 450 mand. Ind fra venstre kommer en vis Asger Jensby (daværende direktør for CSC, med eget Tour de France ‘Team Saxo Bank’ hold, etc. = fin mand, som Michael Mathiesen kendte godt fra CSCs bestyrelse) med en ukendt Stein Bagger på slæb. Jensby erklærer, at han vil investere, hvis Bagger kan få tjansen som direktør – og som sagt så gjort. Samtidig trak jeg mig ud. Senere udviklede historien sig som bekendt i en helt anden retning med Bagger i spidsen for tidens største bedrageri, og det var synd. Synd for IT Factory, som var en god virksomhed; synd for 2Ms eftermæle og synd for de mange, der brændte fingrene. Har siden ofte spurgt mig selv hvad man kunne have gjort for at undgå dette. Desværre er den sidste svindler næppe født endnu. Alligevel er det min konklusion, at tilliden til andre mennesker må vinde, uanset at der er nogen, der misbruger den og uanset at det kan give skrammer. Enkelte brodne kar skal ikke kunne ødelægge det for alle andre.

Siden oplevede jeg at blive fanget mellem den ansvarlige rolle som bestyrelsesmedlem eller formand for nogle spændende små virksomheder på den ene side og loyaliteten overfor vores nye investorer på den anden. I 2008 etablerede vi vores første fond da en gruppe private investorer skød de første mange millioner ind i 1CTs første fond. Et stort mål var nået. Lige efter kollapsede Lehman (september 2008). Derefter gik finansmarkederne i sort og den krise vi stadig mærker gik i gang. Det fik store konsekvenser. Samtidig var vi ”the only kid on the block” med friske penge. Man må sige at glasset var godt og vel halvt fyldt. I perioden frem til etableringen af fonden havde vi arbejdet med en håndfuld af virksomheder, som var klar til – og som forventede – skulle modtage de første investeringer fra den første fond. Vilkårene for investering var drøftet. Nu skete der så bare det at prisen på penge pludselig steg med raket-fart og værdisætninger på vækstvirksomheder faldt stort set med samme fart. Alt gik fra ekspansion til kontraktion. Det betød, at vi var i en helt ny situation og at de værdisætninger, der havde været drøftet ikke længere var realistiske. Det betød også at der opstod en ubehagelig interessekonflikt. Beslutningen var let, men konsekvenserne store. Jeg trådte ud af virksomhederne og vi sagde nej til investeringerne eller tilbød væsentligt reducerede vilkår. Resultatet var ros fra investorerne, men samtidig at flere gode, lange og tillidsfulde forhold til dygtige mennesker blev brudt. Det piner mig den dag i dag. Læren er at ”kun en tåbe frygter ikke interessekonflikter”.

Overordnet set, så tror jeg, at hvis man vælger at engagere sig i virksomheder der lever på kanten, så vil der altid være risiko for at få skrammer. Men, hvis etikken er på plads, så kan man altid komme videre.

Tilbage til velkomstsiden                                                                      Videre til Ideer og viden